Dit projekt – sådan fungerer Interreg
Har du identificeret særlige udfordringer og muligheder i den dansk-tyske støtteregion, som du kun kan løse sammen med andre partnere? Har du en projektidé, men mangler de finansielle midler, partnere og knowhow til at gennemføre idéen? Så kan Interreg Deutschland-Danmark hjælpe dig med at få den gennemført.
Interreg Deutschland-Danmark
I støtteperioden 2021-2027 har EU bevilget 698 mio. kr. til støtte af dansk-tyske samarbejdsprojekter, herunder store strategiske og også mindre projekter med blot få partnere.
Vi giver mulighed for at gennemføre projekter inden for fire tematiske prioriteter.
Projekter skal gennemføres af danske og tyske partnere i fællesskab. Vi tilbyder en støttesats på 65 %, idet de resterende midler skal medfinansieres af projektpartnerne. Der ydes ikke støtte til produktive og infrastrukturinvesteringer. For yderligere information henvises til de generelle støtteregler.
Samarbejdsprogram og mere
Samarbejdsprogrammet danner grundlaget for den indholdsmæssige og organisatoriske opbygning af støtteprogrammet Interreg Deutschland-Danmark. Det foreliggende dokument er tænkt som læseeksemplar for projekt- og programaktører samt øvrige interesserede. Samarbejdsprogrammet blev udarbejdet på grundlag af en temaanalyse, der undersøgte udfordringerne, styrkerne og udviklingspotentialet i programregionen.