Interreg Deutschland-Danmark fejrer jubilæum
Hvor mange år tager det mon at ...
- godkende 105 projekter og støtte dem med i alt ca. 144 millioner euro?
- muliggøre samarbejdet mellem mere end 600 partnerorganisationer i den dansk-tyske region?
- at tilbagelægge 200.000 kilometer til projekt- og netværksmøder?
… Vi fejrer 10 år med Interreg Deutschland-Danmark!*
Det hele begyndte i marts 2014: De første kolleger i forvaltningsmyndigheden i Kiel og i sekretariatet i Kruså begyndte deres arbejde med at fremme det fremtidige dansk-tyske samarbejde i det nye Interreg 5A Deutschland-Danmark-program. De første ni projekter blev så godkendt på Interreg-udvalgets møde den 25. juni 2015 og kunne gå i gang.
Der er sket meget siden da: 5A-programmet er nu stort set afsluttet, og nye projekter bliver støttet i efterfølgerprogrammet 6A (fra 2021-2027). Til dato har vores program givet tilskud til 105 projekter inden for innovation, bæredygtighed og grøn udvikling, uddannelse og bæredygtig turisme samt funktionelt samarbejde - med et samlet beløb på omkring 144 millioner euro. Konkret betyder dette et samarbejde mellem mere end 600 partnerorganisationer i grænseregionen. Interreg Deutschland-Danmark bidrager således til, at mentale barrierer nedbrydes, at samarbejde stimuleres, og "Sammen når vi mere!". Det synes vi er en flot præstation!
Selvfølgelig har der heller ikke været stilstand bag kulisserne. En gennemgang af vores nyhedsbrev i de sidste 10 år viser f.eks. et stort antal spændende projektbegivenheder, mange praktikantforløb, udfordringer med coronapandemien ("Interreg går også online") og konstante forandringer og fornyelser (fra standard enhedsomkostninger og et milepælssystem til det interaktive programkort på vores hjemmeside). I Interreg 5A vandt vi endda EU-prisen for den bedste hjemmeside blandt alle Interreg-programmerne. Så det er altid spændende med Interreg!
Det kan Susanne Koch, leder af forvaltningsmyndigheden i Kiel, kun bekræfte: "De sidste 10 år er fløjet af sted, og hver dag har været afvekslende for mig. Blandingen af så mange deltagere og emner i programmet og frem for alt projekterne selv tilfører arbejdet stor mangfoldighed." Lewe Kuhn, leder af Interreg-sekretariatet i Kruså, tilføjer: "I løbet af de sidste 10 år er vi vokset sammen til én programregion, og vores mange spændende projekter har opnået store resultater. I de kommende år ønsker vi også at ’nå mere sammen’ til gavn for vores unikke dansk-tyske region."
Sidst, men ikke mindst, er det ikke bare vores program, der er 10 år gammelt; nogle af vores kolleger har også været med helt fra begyndelsen: Tillykke til Lewe Kuhn, Christina Ehlers, Dr. Charlotte Steffen, Charlotte Hovgaard Andersen, Susanne Koch, Peter Nielsen, Anja Lansberg, Dr. Christiane Prüssner, Henning Nawotki og Antje Hellwig, med 10-års Interreg-jubilæum!
Sammen med programpartnerne, projekterne og borgerne ser vi frem til de næste 10 år.
* I 2014 blev de to tidligere 4A-programmer Syddanmark-Schleswig/K.E.R.N. og Femern Bælt-regionen slået sammen. Det dansk-tyske samarbejde i Interreg-sammenhæng har dog eksisteret i meget længere tid end 10 år, nemlig siden 1991! Vores 10-års jubilæum bygger således på en meget længere tradition for at samarbejde.