Borgerprojektfonden styrker fællesskabet i programregionen
Interregs Borgerprojektfond oplever stor interesse for sine puljemidler, og de støttede projekter skaber værdifulde oplevelser for deltagerne, mens projektpartnerne fremhæver de positive resultater. To nyligt støttede projekter er gode eksempler på dette.
Borgerpulje
Projektet ”De fremmede” er ansøgt af otte biblioteker, der vil sætte fokus på nyere dansk-tysk historie. Ved hjælp af personlige fortællinger fra både Sønderjylland og Nordtyskland giver projektet rum til refleksion over grænselandets historie og dens betydning i dag. Det er første gang, bibliotekerne har lavet et fælles projekt i denne skala.
Biblioteksleder Anders Peetz-Schou Nielsen fra Tønder Kommunes Biblioteker siger: "Som biblioteksleder for Tønder Kommunes Biblioteker, var det helt oplagt at gå ind i projektet 'De fremmede' – som er et projekt der i vores øjne rammer meget af det, vi gerne vil. Nemlig at skabe rum for viden, samtale og forståelse mellem mennesker. For mig at se er det nemlig kernen i dette projekt, og det er vi glade for at kunne være en del af. At syv andre, både danske og tyske biblioteker har det på samme måde, viser jo, at vi her i det dansk-tyske grænseland har en unik kultur, hvor de værdier er bærende.”
Projektleder Tue Søvsø supplerer: “For mig som fagfilosof og samtidig helt almindelig samfundsborger i grænselandet er ‘De fremmede’ et forsøg på at bruge mit fag, filosofien, til at forstå og arbejde med nogle af de udfordringer, jeg oplever i hverdagen. Den måde forskellige perspektiver og forestillinger støder på hinanden, når mennesker med forskellige livserfaringer mødes; og den måde vi ofte allesammen er blinde for, hvordan historien, kulturforskelle og grundlæggende forskellige livsvilkår spiller ind i disse møder. Her tror jeg på, at samtalen kan hjælpe os til at forstå både vores egne og andres tanke- og handlemønstre, og jeg tror på, at filosofien kan både berige og fordybe den dialog.”
Med både fysiske foredrag og en podcastrække når projektet ud til et stort publikum – også efter foredragsrækken er slut. Projektet er støttet med 380.491 DKK / 51.073 EUR gennem Borgerprojektfondens projektpulje ”Borgerpuljen”. Indtil videre har borgerpuljen støttet 44 projekter.
Transportpulje
Også Borgerprojektfondens transportpulje gør en stor forskel. Siden marts 2023 har puljen støttet hele 230 ansøgninger. Tilbagemeldingerne fra modtagerne vidner om midlernes betydning. Som lærer Lena Hansen fra Gemeinschaftsschule Husum Nord udtaler: “Transportstøtten gav mine elever mulighed for at deltage i et kulturmøde, de ellers aldrig havde haft mulighed for at opleve. Det har givet dem nye perspektiver på grænselandet og skabt en større forståelse for vores fælles historie.”
Lena og hendes elever besøgte STUK, Sønderjyllands Gymnasie, Grundskole og Kostskole, hvor de mødtes med en partnerklasse. Dagen begyndte med samarbejdsøvelser på skolen, som gav eleverne mulighed for at lære hinanden at kende. Herefter gik turen til Rømø, hvor de sammen prøvede kræfter med aktiviteter som at flyve med drager.
Netværkspulje
Borgerprojektfondens netværkspulje kan støtte møder mellem voksne, hvis formålet er at opbygge nye netværk, fremme erfaringsudveksling eller planlægge et konkret projekt.
Borgergrupper, organisationer, institutioner og foreninger i programområdet kan ansøge om midler. Der kan søges om støtte til transport, møder, overnatning samt honorar til tolk.
Ansøgningsfrister
Borgerprojektfonden modtager løbende ansøgninger til transport- og netværkspuljen samt mindre projektansøgninger under 25.000 EUR. Bevillingsmøder afholdes normalt en gang om måneden (næste dato 31. januar 2025). For større projekter i borgerpuljen er næste ansøgningsfrist den 27. februar 2025. Har du en idé, der kan styrke fællesskabet i Interreg-programregionen, så er Borgerprojektfonden en oplagt mulighed for at få støtte til at realisere ideen.
Klik her for yderligere oplysninger, støttekriterier og ansøgningsskemaer.