Fra idé til struktur – DanGer112 samarbejde forankret
Det, der i 2005 begyndte som en modig idé, er i dag blevet institutionelt forankret: DanGer112 er et forbillede for to årtiers engageret samarbejde om katastrofe- og beredskabsindsats mellem Danmark og Tyskland. Gennem årene er det dansk-tyske beredskab blevet et tæt og tillidsfuldt netværk på tværs af grænsen – skabt af gensidig tillid og overbevisningen om, at nødhjælp ikke stopper ved en landegrænse.
”Når ulykker og katastrofer rammer, skal hjælpen komme hurtigt og uden grænser – uanset hvor behovet er størst,” siger Kenneth Achner, projektleder, Brand & Redning Sønderjylland.
Historien bag samarbejdet...
- Med en helikopter, der ikke kendte grænser: I Niebüll blev helikopteren ”Christoph Europa 5” stationeret – og lagde grundstenen til en ny æra inden for luftredning. Over 21.000 missioner senere er den både et symbol på og redskab for grænseoverskridende assistance. (Interreg 3A, 2005)
- Brandvæsener rykkede sammen: Gennem fælles øvelser og en tosproget ordbog blev sprogbarrierer nedbrudt, fælles standarder udviklet – og tillid opbygget med hver eneste indsats. (Interreg 4A, 2013–2015)
- Fra samarbejde til struktur: Teknologi, krisehåndtering og et stabilt partnernetværk omsatte idéen til en fungerende hverdagstruktur. (Interreg 5A, 2018–2023)
- Tid til at sikre det opnåede: Institutionel udveksling, nye partnere, netværkspleje – alt sammen med fokus på et varigt fundament. (Interreg 5A, 2024)
- Det, der er vokset, bliver nu forankret: Nye risici som ekstreme vejrhændelser og PTX-anlæg kommer i fokus. Forbindelsesofficerer og indsatskoncepter udvikles – og det fælles bliver til struktur. (Interreg 6A, 2023–2025)
Nu forankret som en varig samarbejdsstruktur
For præcis 40 år siden blev den dansk-tyske katastrofeoverenskomst etableret med et fælles mål: at sikre hurtig og effektiv hjælp på tværs af grænsen, når ulykker og katastrofer rammer.
Med den officielle underskrift af en ny samarbejdsaftale er fremtidens grænseoverskridende beredskabshjælp og samarbejde nu fast forankret. Ikke længere som projekt, men som en struktur. Et pålideligt netværk, der også fremover står klar – hver gang hvert minut tæller.
