Tilbageblik 2024

– here we come 2025!

Og så er endnu et år næsten forbi. Tiden flyver af sted, når man har meget at lave og er glad for sit arbejde. I 2024 oplevede vi mange spændende ting. Tid til et kort tilbageblik med udvalgte højdepunkter.

Projekter i fokus

Vores mangfoldige Interreg-projekter gør fordelene og merværdien ved det dansk-tyske samarbejde konkrete og håndgribelige. Vi er altid glade for at besøge vores projekter, så vi ikke kun vurderer og oplever dem på papiret, men får lov at se, afprøve og føle, hvad der skabes gennem grænseoverskridende samarbejde.

Den 12. november besøgte vi fire projekter i Kiel. I projektet ”AlgaeFood” lærte vi, hvorfor alger bør forankres i den regionale madkultur de giver værdifulde næringsstoffer og er miljøvenlige. Vi fik mulighed for at smage algesmør, -pesto og -chips. Meget lækkert.

Vi fortsatte til klimaprojektet ”POSEIDON” på Kiel Universitet, hvor der udvikles og testes foranstaltninger til beskyttelse mod ekstreme vejrhændelser som kraftig regn og oversvømmelser. Derefter besøgte vi projekterne ”ATHENA” og ”Daily SDM” på Universitätsklinikum Schleswig-Holstein, som arbejder for at forbedre kommunikationen i social- og sundhedssektoren og fremme fælles beslutningsprocesser mellem læger og patienter.

Vi vil også fremover gerne besøge projekter for at lære mere og fremme dialogen. Sådanne møder er med til at styrke fællesskabet og udvide vores viden.

Fælles oversvømmelsesøvelse – stor medieomtale

En stormflod kender ingen grænser. I lyset af konsekvenserne af klimaforandringerne bliver hjælp på tværs af grænserne stadig vigtigere. Samarbejde mellem civilbeskyttelse og beredskabsstyrker i den dansk-tyske grænseregion er derfor afgørende.

Den 5. oktober stod over 100 danske, tyske og polske beredskabsstyrker overfor et oversvømmelsesscenarie i en fælles øvelse i Højer. En omfattende øvelse inden for rammerne af vores DanGer112-projekt.

Det var spektakulært at se, hvordan beredskabstjenesterne arbejdede effektivt sammen, på trods af sprogbarrierer og forskellige tilgange - for at redde liv i en nødsituation.

Slesvig-Holstens indenrigsminister Sabine Sütterlin-Waack og Torsten Schack Pedersen, Danmarks minister for social sikring og beredskab, var også til stede. Øvelsen og det tysk-danske samarbejde tiltrak sig stor medieinteresse.

Seks nye projekter godkendt – Interreg-familien vokser!

Vi er meget glade for den fortsatte interesse for Interreg-midler. I år var der for første gang kun én ansøgningsfrist, og det kom der seks nye, lovende projekter ud af.

Projekterne blev godkendt af Interreg-udvalget den 13. november, hvilket betyder, at i alt 32 samarbejdsprojekter nu modtager Interreg-tilskud med det formål at videreudvikle den dansk-tyske region på en bæredygtig og innovativ måde.

Udveksling med relevante aktører på begge sider af grænsen

For at øge kendskabet til Interreg og informere om støttemulighederne har vi været proaktivt rundt i programregionen, for at tale med mange interessenter på begge sider af grænsen og præsentere vores Interreg-program og de mange støttemuligheder.

Deltagelse i Folkemødet

I år deltog vi for første gang i Folkemødet på Bornholm. Sommerens politiske, kulturelle og sociale hotspot. Det var tre dage fyldt med spændende hands-on-aktiviteter, gode samtaler og spontane projektrådgivninger. En stor succes, som vi vil gentage i 2025.

Derudover vil vi i 2025 også deltage i Fehmarnbelt Days i Lübeck. To store arrangementer, der giver værdifuld synlighed for vores Interreg-program samt projekterne.

EU-arrangementer og synlighed på EU-niveau

I 2024 deltog vi i forskellige arrangementer arrangeret af EU-Kommissionen, herunder Knowledge Fair og Harvesting Event, hvor vi kunne dele erfaringer, evaluere best practices og bidrage til den fremtidige planlægning af Interreg.

Derudover har vi produceret succeshistorier og projekteksempler på engelsk, som Kommissionen kan offentliggøre via sine sociale medier for dermed også at opnå større rækkevidde og synlighed på EU-niveau. Det er med til at bringe vores Interreg-program tættere på Kommissionen.

TAK

Vi værdsætter den tætte kontakt med projekterne og er taknemmelige for det engagement og de resultater, vi sammen opnår. Alt dette er med til at øge synligheden af det dansk-tyske samarbejde og profilere vores Interreg-program yderligere.

Vi ser frem til 2025!