Programgodkendelse fra EU og konstituering af Interreg-udvalget
Det har taget lang tid at forberede den nye støtteperiode for Interreg Deutschland-Danmark (Interreg6A). Mere end 2 år har Interreg-administrationen i samarbejde med programpartnere og andre stakeholder arbejdet på det nye program, forenklinger og processer. Den 29. april 2022 kvitterede EU-kommissionen for det vellykkede arbejde med en programgodkendelse ̶ faktisk som en af de første i hele EU #topfive. Det er vi naturligvis stolte af! Det er ikke hver dag, at Interreg-udvalget bliver konstitueret og det blev derfor fejret med kage og bobler.
Med godkendelsen i hånden kunne Interreg-udvalget konstituere sig og straks gå i arbejdstøjet. Det skete tirsdag den 11. maj på konferencecenter Musholm i Korsør. Kun en dag før vores store Interreg-konference med over 300 deltagere, klik her for at læse mere om konferencen.
Interreg-udvalget består af 36 danske og tyske medlemmer, der repræsentere programpartnere, kommuner, forskning, erhvervsliv, uddannelse, miljø og klima, arbejdsmarked, mindretal, nationale myndigheder, inklusion, ligestilling og ikke-diskrimination og som noget nyt en unge-repræsentant.
Formandsskabet er en dansk-tysk firkløver bestående af Kathrine Monsrud Ekelund (Region Sjælland), Stefan Leyk (Kreis Plön), Jens Wistoft (Region Syddanmark) og Simone Lange (Stadt Flensburg).
”Det er med stor glæde, at vi nu har konstitueret Interreg-udvalget. Administrationen har virkelig leveret et flot stykke arbejde, der har gjort, at Interreg Deutschland-Danmark-programmet er blevet godkendt af EU. Jeg oplever en rigtig god energi i udvalget, så det bliver en fornøjelse at komme i gang med arbejdet”, siger Kathrine Monsrud Ekelund, dansk formand for Interreg-udvalget og medlem af regionsrådet i Region Sjælland.
Det nye Interreg 6A-program kommer ikke til at ligne det tidligere Interreg 5A-program. Der indføres bl.a. 23 forenklinger, der skal være med til at gøre det dansk-tyske støtteprogram mere attraktivt og samtidig føre til administrative lettelser for både projektaktørerne og Interreg-administrationen.
”Vi har godkendt rammerne for et stærkt Interreg-program og nu glæder vi os til at modtage de første ansøgninger, så vores fælles programregion kan blive endnu mere innovativt og attraktivt med stærke og inspirerende projekter”, siger Stefan Leyk, tysk formand for Interreg-udvalget og kredspræsident for Kreis Plön.